Ny jul i glasset
Julen er indbegrebet af traditioner. Også når det gælder drikkevarer. Men ind imellem kan det være spændende at udfordre traditionerne. En øl- og vinspecialist giver dig et par friske tips til at prøve nye drikke til julens måltider.
Amarone, Cotes du Rhone og portvin plejer at være traditionelle og foretrukne ledsagere til julens middage. Men udbredelsen af mikrobryggerier og udvidelsen af vinimport fra nye enestående producenter giver de traditionelle ledsagere kamp til stregen, når det gælder julens gastronomiske tilbehør. Og det er slet ikke så tosset endda, for der er faktisk mange alternativer, der passer godt til den danske julemad.
I den hyggelige gade, Læderstræde i indre København, ligger BarleyWine, der udmærker sig ved at være den første deciderede Beer & Wine Shop i hovedstaden. Indehaver af BarleyWine, Jan Filipe, elsker julehøjtiden, hvor mange bruger ekstra tid på at finde de helt rigtige drikkevarer til middagen. Han peger ikke mindst på, at mange af julevinene med fordel kan udskiftes med øl.
- Maltet øl og traditionel julemad er for mig en smuk symbiose, fortæller Jan Filipe, der grundlæggende synes, det er forkert at drikke vin til traditionelle danske julemiddage. I stedet har han en række andre spændende bud på, hvad der skal på bordet som ledsagere til julens kulinariske oplevelser.
Sild skal svømme i ale
De danske juleøl er næsten en institution, når der er traditionel julefrokost og sild på bordet. Men, er man frisk på at prøve en anden ølvariant, er der spændende bud fra et andet klassisk 'ølland'. Nemlig ale fra England:
- Et perfekt modspil til marinerede sild er den engelske Strong Suffolk. Strong Suffolk er en old ale, som har sødmen og syrligheden til at supplere de eddikebaserede sild, så de to til sammen skaber en harmonisk smagsoplevelse, fortæller Jan Filipe.
Og han fortsætter gerne med at udfordre drikkevanerne - også til den store middag med and og flæskesteg.
Julemiddagen
- Traditionelt tilbehør som brunede kartofler, fed sovs og rødkål, der er baseret på sukker og eddike, matcher ikke pagten med vin. Problemet er, at den relativt fede mad overdøver vinens frugter. Derfor er juleøl kulinarisk set et bedre match til tilbehøret, som jo er traditionsbundet til julemiddagen. Men almindelig øl på en 4-6% er for mild i smagen, og man skal derfor have fat i mørkt maltet øl på ca. 10%, som har alkoholprocenten til at knække fedmen i maden, siger Jan Filipe.
Han peger bl.a. på de belgiske øltyper, som er perfekte til dansk julemad. Og selvom øltypen er belgisk, kan øllet såmænd sagtens være dansk.
- Belgisk øl er helt klart en af mine favoritter til en traditionel julemiddag. Specielt vil jeg fremhæve Chouffe N'Ice samt Herslevs juleøl fra det danske mikrobryggeri ved Roskilde. Disse øl har begge en mørk og kraftig tone som passer naturligt sammen med julemad, fortæller Jan Filipe, og fortsætter udfordringen af de danske vaner for valg af drikke.
Risalamandens nye bedste ven
Han foreslår nemlig en ny bedste ven til risalamanden i stedet for den klassiske portvin. Men denne gang er det dog ikke øl, som drinkspecialisten peger på.
- Risalamande kræver en vin som fremhæver og matcher kirsebærsovsens frugtsaft. Og her er den italienske dessertvin, Recioto, et spændende bud på en fin ledsager, vurderer Jan Filipe.
Recioto kaldes af mange for en sød Amarone og kendetegnes ved dens frugtighed og restsødme, der fremkommer ved den måde, vinen er lavet på.
Tilbage til øllet
Når desserten er spist, og den næste kulinariske oplevelse sker ved kaffebordet, er Jan Filipe ikke bleg for at finde øllet frem igen. For ifølge ham er alkoholrige og kraftige øl også gode til kaffebordet - især øl som indeholder toner af kaffe eller chokolade.
- For mange kan det lyde som en underlig blanding. Men har man først prøvet en Imperial Stout til kaffebordet, vil mange forstå mit forslag, slutter Jan Filipe.
Besøg BarleyWine i Læderstræde 16, og få rådgivning om den nye jul i glasset. Forbrugsforeningens kontokort kan anvendes til alle køb hos BarleyWine. Bonus er 9%.
Artiklen er fra F-Bladet nr. 4/2007.
